Bådlag – Vedtægter
§1. Navn og hjemsted
Bådelagets navn er “Jyllinge Sommerlands Bådelag”, stiftet af medlemmer af grundejerforeningen Jyllinge Sommerland den 11. maj 2022, som delvist selvstyrende underafdeling af denne, til gavn for grundejerforeningens både-interesserede medlemmer.
§2. Bådelagets formål
Bådelagets formål er at anlægge og vedligeholde havnepladser til ca. 12 mindre både, evt. ophalerslidske, liggepladser til både på land, bænke og affaldsspande.
Både over 5 m. kan ikke få anvist båd- eller liggeplads
§ 3. Medlemskab
Som medlem af bådelaget kan kun optages medlemmer af grundejerforeningen Jyllinge Sommerland.
Udgår et medlem af grundejerforeningen ved salg, ophører medlemskab af bådelaget. Medlemmet opnår rettigheder for sig og sin husstand til at benytte ophalerslidske og den anviste bådeplads. Ved salg eller fremleje kan denne rettighed ikke overdrages til andre.
Når alvorlige grunde taler herfor, kan et medlem blive ekskluderet af bådelaget.
Når et medlemskab ophører, har den pågældende ikke nogen som helst krav på bågelaget eller bådelagets formue.
Bådelagets faste anlæg tilhører grundejerforeningen, på hvis areal de er placeret.
Evt. overskud tilfalder grundejerforeningen.
Ledigblevne bådpladser anvises i den rækkefølge, medlemmerne er opført på venteliste hos bådelagets formand.
For optagelse på listen betales et gebyr, som fastsættes af bådelagets ledelse.
§ 4. Kontingent
Ved optagelse betales et indskud, hvis størrelse fastsættes af bådelagets ledelse.
Kontingent og indskud forfalder den 1. februar, og er betalingen ikke indgået inden den 1. marts, medfører dette eksklusion af bådelaget, og havneplads eller liggeplads stilles til rådighed for andre interesserede.
§ 5. Årsmøde i bådelaget
Årsmødet afholdes en gang årligt i april kvartal.
Årsmødet er øverste myndighed over driftsmidler. Selve anlægget ejes af grundejerforeningen. På årsmødet afgøres alle spørgsmål ved simpelt stemmeflertal.
Grundejerforeningens bestyrelse har påtaleret ved misligholdelse af bådepladserne.
Grundejerforeningen kan afskaffe bådelaget, hvis bådpladserne giver store konflikter eller bådpladserne misligholdes.
§ 6. Bestyrelsen i bådelaget
Lagets ledelse varetages af en bestyrelse på 3-5 medlemmer.
§ 7. Pligter og ansvar
Alle medlemmer er ansvarlige for, at der hersker ro og orden i og omkring bådpladserne/bådanlægget. Udgifter til udbedringer af skader og slitage på de anlæg, der stilles til medlemmernes rådighed, skal dækkes af kontingent og indskud. Det er derfor i medlemmernes egen interesse at medvirke til at forhindre uvedkommende i at benytte og beskadige de anlæg, der hører under bådelagets ansvarsområde.
Både, som ikke bruges i mere end 6 måneder, skal fjernes fra bådområdet inkl. liggepladser. Overtrædes dette forbud, vil eventuelle både blive fjernet af bådelaget på ejerens regning og risiko.
Det er medlemmets pligt at deltage i driftsarbejde 1 til 2 gange om året.
Vedtaget på generalforsamling 11.maj 2022